Beviser på, at der ikke findes en skaber

   Udgangspunktet er, at noget kommer af noget og som følge heraf, at intet kommer af intet, - det svarer blot til at sætte et “ikke” foran “noget”. Religiøse er jo nødt til at mene at noget kommer af noget, ellers kunne de jo ikke tro på at gud havde skabt universet.

   De troende bruger at intet kommer af intet som argument for, at verden og universet (som jo er noget) ikke kan være kommet ud af ingenting: Det må være komet ud af noget, fordi det selv er noget. Men så kan man bruge nøjagtigt samme argument til at vise, at hvis gud er noget (hvilket han må være, da de ellers tror på ingenting), så må også han være kommet ud af noget, og er altså blevet skabt.     

   Jeg har hørt dén version af de troende, som lyder på, at det gælder for alt undtagen gud, altså at “noget kommer af noget, − undtagen gud, for han er evig”. De laver en undtagelse fra det, som gælder generelt og ønsker at bibeholde den generelle regel for alt det, der ligger udover reglen; noget kommer af noget. Dette gælder absolut. Da det gælder absolut, gælder det for alle ting, og vi har at alting kommer af noget. Fra denne absolutte regel ønsker de at lave undtagelsen “på nær mht. gud”. Hvis man har en absolut regel, som gælder generelt, så vil enhver undtagelse fra denne regel gøre, at reglen ikke længere gælder generelt. Derfor kan man slet ikke lave noget sådant; en absolut gældende regel med undtagelser. “Det gælder absolut på nær ... ” eller “undtagen ... ”. Ved at have sagt sådan, siger man jo med andre ord, at det netop ikke gælder generelt, idet der jo er en undtagelse, der ødelægger det absolutte. I det hele taget kan de to postulater slet ikke stå side om side; “noget kommer af noget” og “noget (~ gud) kommer ikke af noget”. Da man derfor ikke kan lave et absolut argument for guds eksistens, bortfalder religionens absolutte sandhed og gør den relativ. En sandhed, man ikke kan konstruere en generel regel ud fra, kan på ingen måde være en absolut sandhed, da en sådan medfører, at intet kan være sandt, samtidig med at det modsatte også er sandt.

   Forsøget på at redde guds eksistens med en “smutvej” mislykkes. Men yderligere kunne man forestille sig dét forsvar for gud, at ovennævnte regel “noget kommer af noget” netop ikke gælder absolut og generelt, således at undtagelsen vedrørende gud bliver lovlig. Men dermed har de troende jo med andre ord sagt, at læren om gud og skaberen ikke er en absolut sandhed, da det jo således bliver relativt om man vil gøre den sand eller ej og dette står i konflikt til læren om skaberen som altings ophav.

   Når troende præsenteres for argumenter imod en skaber, idet der tales om altings ophav, - om hvad der var “i starten”, hvis ikke gud, har jeg ofte oplevet en bestemt type logik fra deres side, som ofte giver sig udtryk ved det charmerende udtryk “Jamen, der må s’gu da have været ét eller andet”. Det skal nævnes, at formålet med denne artikel ikke er at komme med en skabelsesteori eller tale for en bestemt én af slagsen, men det interessante ved de troende er, at de bruger det som argument for at der er en gud og for at de skulle vedblive med at dyrke deres tro, at jeg ikke er i stand til at komme med en forklaring, der er bedre. Når man er forblændet, som jeg betragter de troende som, af en bestemt opfattelse eller et bestemt synspunkt, bruger man alting som et argument for at man har ret; på trods af, at deres opfattelse er forkert da den bygger på et forkert grundlag (hvis de altså mener at det er rigtigt hvad der står i bibelen), fastholder de deres forkerte opfattelse ud fra at “du har jo ikke en forklaring, der er bedre”. Denne opfattelse stemmer meget godt overens med disse menneskers opfattelse af at have troet på noget der er forkert i måske hele deres liv. Det er klart, at de vil betragte det som et nederlag at skulle indrømme at religionen tager fejl, som om de så havde overgivet sig til nogen eller noget. Lad det være klart, at alle har ret til at konstatere, at der ligger et råddent æble på jorden uden samtidig at være nødsaget til at pege på et friskt, for at give dem ret til at komme med denne udtalelse. Hvis det er sandt, at der ligger et råddent æble på jorden, så er det sandt for alle, også for dem, der siger; “jamen du kan jo ikke samtidig pege på ét, der er friskt, - derfor vil jeg alligevel vælge at spise det rådne”. Denne tankegang er selvfølgelig absurd, men jeg kan sagtens forstå de religiøse; de bruger alt som argument for at de har ret, selv argumenter, der beviser at de tager fejl: Manden, der mistænker sin kone for at være utro, kan fortabe sig så dybt i tanken, at han ligeledes bruger alt til at underbygge den, i stedet for at tænke rationelt: Kommer han hjem og bagdøren står på klem, tænker han: “Nå, han glemte at lukke døren, da han stak af”, mens at hans tilsvarende tanke ved en lukket dør lyder; “Nå, han huskede at lukke døren, da han smuttede ud gennem den.” Man drejer og vender alting, så det passer til éns forskruede virkelighedsopfattelse. Sådan er det at være religiøs. Indoktrinering eller selvforskyldt forblændelse er nu engang noget, der sidder fast.

   Men da det er sagt, altså at der her ikke skal nævnes avancerede skabelsesteorier, så vil jeg alligevel gerne komme med et par bemærkninger indenfor området. Tankegangen om at noget umuligt kan komme fra intet kan altså ikke bruges so argument for at der findes en gud, - se ovenfor. Men hvis der ingenting var i starten, hvilket der må have været, da der jo ikke var en skaber, hvordan er universet så opstået ud af ingenting? Her får vi jo således et eksempel på at noget er kommet ud af intet, en tanke der jo var forkert ifølge grundantagelsen om at kun intet kan komme ud af intet. Lad mig præsentere dig for to ligninger;

noget = noget

   Og tilsvarende;                                          

intet = intet

De to ligninger er ens. Dette postulat underbygges ved at fjerne “noget” på begge sider af lighedstegnet. Sammenlign

3 = 3

   med;                                   

0 = 0

For ligesom at illustrere tankegangen matematisk. Det er rigtigt hvad der står i begge ligninger og den ene kan fås ud fra den anden. Tallet 3 er noget, men 3 – 3 er ikke noget. Overført til større forhold, betragt den sande ligning

universet = universet

Hvis universet findes, så er det lig med universet, men hvis det ikke findes, er det lig med ingenting. Sagt på en anden måde, der måske mere nærmer sig formuleringen for en konklusion; noget er noget, men hvis man fjerner det, er det ingenting. Ud fra denne tanke kan noget godt være kommet ud af intet, for det ER jo ingenting. Hvad var du, før du blev til? Du var ingenting, for du fandtes ikke for 1000 år siden, på samme måde bliver du til ingenting om 1000 år, når alle dine spor er slettet. At du lige for øjeblikket ER noget, retfærdiggør ligningerne ovenfor. Hvis man fjerner noget, bliver det til ingenting; du er kommet ud af ingenting, men lige nu er du noget. Du er noget, som er kommet ud af ingenting. Derfor kan det selvfølgelig godt lade sig gøre, − dét, der ellers lignede en absurd tankegang. Universet er noget, før det var noget, var det ingenting. Nogle mener dette er en kompliceret tankegang. Det er det også, men en fuldt ud logisk konsekvens af det allerede gennemgåede. Men hvordan universet så rent faktisk er opstået ud af ingenting? Tja. Nu er jeg ikke videnskabsmand indenfor fysik/astronomi og vil heller ikke blive det, så jeg vil ikke bruge tid på en ukvalificeret forklaring. Men universet er ikke bare opstået sådan uden videre, det har taget milliarder af år, i de første var der jo sikkert ikke andet end to bittesmå partikler, der hver især var ingenting på vej mod ingenting, som tiltrak hinanden ufatteligt langsomt, for til sidst at smelte sammen. Men alt dette er jo kun spekulationer, som videnskaben selvfølgelig en dag vil få klarlagt.

Alternative beviser

   Det står nævnt i både bibelen (f.eks.1 Mos 17,1) og i koranen (f.eks. Sura 12:34) at gud er almægtig. Nu handler denne artikel naturligvis ikke om bibelen og koranen specielt, men om guds eksistens generelt. Det er rigtigt, – men tanken om en almægtig gud har vi jo først og fremmest fra disse to skrifter, således at man for at modbevise eksistensen af en almægtig gud, gerne må henvise til skrifterne, uden først at argumentere for, at hvis der findes en gud, så må han nødvendigvis være almægtig. Og dog kan man godt alligevel udlede af det faktum, at en eventuel gud har skabt alting, at hans kraft dermed må være ubegrænset. For hvis han har skabt alting samtidig med at hans kraft er ubegrænset, så findes der jo noget, som han ikke har skabt eller ikke kan skabe, hvilket betyder at han ikke har skabt alting. Derfor kan det altså også uden hensyn til de to skrifter udledes, at hvis det er sandt at der findes en gud, som har skabt alting, så må han nødvendigvis være almægtig.

   Dette var faktisk det sværeste af det, - nemlig indledningen til beviset og udledningen af guds almægtighed, som en nødvendig følge af hans eksistens og det faktum at han har skabt alting. Selve beviset er nemlig ikke spor kompliceret og du er sikkert også stødt på det før, da det efterhånden er mange hundrede år gammelt;

“Hvis gud er almægtig, så kan han alt. Hvis gud kan alt, så kan han også skabe en sten, der er så stor, at han ikke selv kan løfte den, og så er han ikke almægtig længere, da der således findes noget, han ikke kan.”  

Det spidsfindige ved tanken, som i øvrigt ikke er et angreb mod gud specifikt, men imod almægtighed generelt, er, at modstriden fremtræder uanset hvad gud gør; hvad enten han rent faktisk laver stenen eller ej, vil det have været et eksempel på noget, som han ikke kunne.

   Når man diskuterer emnet med religiøse, især kristne og muslimer, bliver man oftest præsenteret for særdeles interessante modangreb og forsvar, der i høj grad vidner om hvad der kan komme ud af at beskæftige sig flere år med en tanke som er forkert, i den tro at den var sand. Noget som jeg tit har hørt fra især muslimer, er; “Jamen kan du da ikke forstå, at hans magt er ubegrænset? Der findes ikke noget som han ikke kan.”, upåagtet, at de dermed lige har modsagt sig selv. Sådanne udsagn viser hvad det gør ved et menneske at være forblændet af en løgn; ens logiske kraft bliver sat ud af spillet. Det er faktisk uhyggeligt, idet det rent faktisk kræver en hel del indoktrinering at sætte den menneskelige logik ud af spillet. At han kan alt betyder jo så med andre ord at han vil være i stand til at skabe den omtalte sten, og så er vi lige pludselig tilbage igen. At de selv siger det direkte med deres forsøg på et forsvar er én ting, at de er ude af stand til selv at indse det pga. svigtende logisk sans er noget helt andet.

       Som en lille slutbemærkning nævnes det, at tanken om at kunne alt i virkeligheden er en absurd tanke, som faktisk slet ikke burde have fået lov til at volde mennesket overvejelse: Hvis man mener, at der findes nogen, som kan alt så er det jo det samme som at sige, at alt kan lade sig gøre, hvilket åbenlyst er forkert, da ingen, - ikke engang gud, kan få tallene 2 og 5 til at give 11, når man plusser dem sammen. At der FINDES noget her i verden, som vitterligt ikke kan lade sig gøre, burde for længst have afskaffet tanken om en almægtig gud. Her bemærkes det, at der mht. til definitionen på almægtighed også foreligger særprægede forsvar fra de religiøses side, som f.eks. at der med “almægtighed” fra guds side menes at kunne “alt, hvad der er fysisk muligt”, altså at almægtigheden skulle gælde alt, hvad der er fysisk muligt. Men er det f.eks. ikke fysisk umuligt at vække døde til live igen? En hobby der ofte beskæftiger herren, som en af hans mange, utrolige sysler. Eller hvad med skabelsen af universet, - fysisk muligt? Når man prøver at forsvare en indbildt løgn, kommer der ofte særdeles interessante resultater ud af det. Hvis gud kalder de døde til sig i himmerige og skaber universet med et snuptag ud fra intet, så har han da sandelig gjort noget FYSISK umuligt.

Det blev udledt ovenfor, at hvis det er sandt at der findes en gud og at han har skabt alting, så må han nødvendigvis være almægtig. Almægtigheden kan så at sige udledes af de to antagelser om at han dels er evig og dels er altings ophavsmand. Det næste skridt i rækken bliver så, at hvis gud er almægtig, så må alt være forudbestemt. Prædestination, - “forudbestemthed”, er altså også, viser det sig, en logisk konsekvens af de nødvendige antagelser omkring gud. Dette skyldes, at hvis mennesket havde en fri vilje, så kunne gud jo ikke vide hvad du ville foretage dig i morgen, og så har vi igen et eksempel på noget, gud ikke kan. For ligesom at opsummere indledningen, inden selve tankegangen præsenteres, har vi altså, at

1) Hvis gud findes og har skabt alting, så må han nødvendigvis være almægtig som en naturlig konsekvens af disse grundantagelser. Dette udledes ovenfor.
2) Hvis gud er almægtig, så må alting være forudbestemt, ellers ville gud ikke være almægtig og hvis han ikke var almægtig ville han ikke eksistere.

Tankegangen i beviset er sådan set den samme som altid og desuden dén, man oftest bruger i disse situationer, nemlig at man antager det modsatte og ender med en modstrid, også kaldet bevis ved kontraposition; vi antager det modsatte, nemlig at gud findes, og ender så med en modstrid, hvilket betyder at grundantagelsen om at han fandtes var forkert. “Hvis det er sandt, at der findes en gud, så er det ikke sandt” for ligesom at udtrykke det populært. Prædestination, “alt er forudbestemt”, kan ikke lade sig gøre. Hvis alt ikke er forudbestemt, så er gud ikke almægtig. Hvis gud ikke er almægtig, så kan han ikke have skabt alting, hvilket var én af grundantagelserne og desuden en egenskab ved gud. Hvis en nødvendig egenskab ved gud ikke findes, så findes gud heller ikke og vi er dermed nået frem til at grundantagelsen var forkert.

                      Men hvorfor kan prædestination ikke lade sig gøre? Hvis ALTING er forudbestemt, så er dét, at alting er forudbestemt, OGSÅ forudbestemt, da prædestination jo nødvendigvis må være en absolut og ikke relativ tankegang, fordi den udspringer fra altings skaber. Konsekvensen heraf er, at guds skabelse af universet var en handling, som var forudbestemt, enten af ham selv eller en anden; hvis det var forudbestemt af ham selv, at han skulle skabe alting, så har gud forudbestemt sine egne handlinger og har dermed ikke en fri vilje. Hvis gud ikke har en fri vilje, findes der noget, han ikke kan, ergo er han ikke almægtig, og vi er tilbage igen. Hvis det, på den anden side, var en anden end gud, der forudbestemte alting, så er gud underlagt en anden skabnings vilje og kan dermed selvfølgelig heller ikke være almægtig, og vi er dermed igen tilbage ved konklusionen.

Gud er ond

Som en sidebemærkning skal der her nævnes et andet lille tankeeksperiment angående guds almægtighed: Alting er fra gud, dermed er både godt og ondt fra gud. Hvis det onde er fra gud er gud dermed ond. Hvis gud er ond, hvorfor skulle vi så tro på ham, endsige følge hans retningslinier (de kunne jo være kommet fra hans onde side)? Her bemærkes det, at tanken om guds ondskab har fremprovokeret mange modangreb fra de religiøses side. Det mest benyttede er, at gud ikke er ond, gud er god, men han

1) Vælger ikke at gøre det onde.
Eller;

2) Kan ikke gøre det onde.

Det sidste indebærer umiddelbart ophævelse af guds almægtighed, og kan derfor ikke bruges som forsvar. Ved det første bemærkes det ligeledes, at hvis gud er god, så kan han jo heller ikke vælge at udføre onder gerninger, så ville han jo ikke være god længere; vi skelner altså i de to tilfælde mellem at kunne og at kunne vælge. I begge tilfælde ender vi med a gud ikke er almægtig, netop fordi han har skabt det onde. Populært udtrykt kan man sige, at gud ikke er almægtig, fordi han har skabt alting. Dette selvfølgelig udfra antagelsen om at gud ikke er ond.

Herre over tiden?

   Hvis gud har skabt alting, har han også skabt tiden. Hvis gud har skabt tiden, må han nødvendigvis være herre over tiden, ellers ville han jo ikke være evig. Hvis gud er herre over tiden, véd han alt der foregår, alt der har foregået og alt der nogensinde vil komme til at foregå.  Dette i samklang med hans almægtighed (han ved alt). Tiden blev skabt samtidigt med universet. Gud vidste altså hvornår han ville skabe universet og dermed tiden inden han skabte tiden, hvilket er en selvmodsigelse. Alternativet er, at tiden ikke er blevet skabt, men eksisteret hele tiden sammen med gud. Men så er gud ikke det eneste evige længere, og hvis tiden også er evig, så kan intet andet samtidigt være evigt, da alt således vil være underlagt tiden. Desuden kan der også kun være én evig ting, ellers ville den jo ikke være evig.

Uden dimension

   Hvis gud har skabt alting og dermed universet kan han ikke befinde sig i samme univers som os, altså samme dimension som vores univers. Det kan han ikke, fordi alt, hvad der befinder sig i vores univers (dvs. er en del af vores univers) er underlagt de universelle love, der gælder i vores univers (tid, rum ...). Gud er ikke underlagt noget, da han dermed ville være begrænset og dermed ikke almægtig. Hvis gud umuligt kan befinde sig i vores univers, må han befinde sig i et andet, i en anden dimension. Men hvis gud befinder sig i en anden dimension, får vi tilsvarende problem i denne dimension som i vores egen. Gud kan ikke befinde sig i nogen dimension, da han nødvendigvis må være herre over alle dimensionens egenskaber. Gud er over alle dimensioner, gud befinder sig ikke i nogen dimension og er dermed dimensionsløs og som følge heraf ikke – eksisterende.

Gud er altings skaber?

   Dette lille afsnit er en fortsættelse af det allerførste, hvor det tilsvarende argument blev brugt til at nedrive religion som en absolut sandhed. Her bruges argumentet om at hvis alting er kommet af noget, så må gud (som er noget) også være kommet af noget. Hvis alting ikke nødvendigvis er kommet af noget, så bliver påstanden om at alt er kommet af noget til en relativ sandhed.

   Hvis alting har et ophav og gud er dét ophav, så må han have eksisteret uden det, før han skabte det, i en anden dimension, hvilket er umuligt (se foregående afsnit). Hvis sandhed er fra gud, så er gud uden sandhed. Hvis mening er fra gud, så er gud uden mening. Hvis liv er fra gud, så er gud livløs. Hvis eksistens er fra gud, så er gud ikke – eksisterende. 

   Heraf ses altså problemet ved at angive gus som altings ophav, da han jo ikke kan have skabt sig selv. Forsøget på at redde guds eksistens med undtagelsen “undtagen sig selv” holder heller ikke, for så er religion ikke en absolut sandhed, som behandlet i første afsnit.      

Eksistens

   Den følgende tanke er måske en smule kompliceret, - selv har jeg brugt en del tid på at overveje den, og handler om dét at være, - eksistens eller rettere definitionen på samme. Hvad vil det sige at findes? At være til? Ud fra de forhold der hersker i vores dimension vil eksistens sige samklang med andre eller andet; man eksisterer eller findes, fordi man befinder sig i et forhold til andre ting, der også findes. “Et træ, der fældes af stormen laver kun en lyd, hvis der er nogen i nærheden, der kan høre den”. Dette er selvfølgelig en sandhed med modifikationer; en lyd kan jo sagtens defineres som selve trykbølgerne i luften og ikke nødvendigvis som det menneskelige øres opfangelse af disse. Sammenlign;

“En skruetrækker falder på gulvet i en lejlighed. Den eneste, som har set den ligge der, bliver kørt over af en bil og dør ”. 

Eksisterer denne skruetrækker? Der er jo ingen der ved at den er der. Nej, men derfor eksisterer den alligevel. Den er under påvirkning af luften omkring den, af jorden, af alting. Det er stærkt overvurderet fra menneskets side at mene, at ting ikke eksisterer, bare fordi vi ikke kan sanse dem. Hvad nu hvis skruetrækkeren blev fundet? Så ville den jo eksistere. Men det betyder jo ikke, at den ikke eksisterede i den mellemliggende periode, hvor den tilfældigvis var udenfor rækkevidde af de menneskelige sanser. Hvad med alle de uudforskede ting dybt nede på havbunden? Selvfølgelig eksisterer de. Dette er faktisk ét af de få tilfælde hvor jeg er enige med de religiøses forsvar for at tro på noget, som de ikke kan se; “jamen du har jo heller aldrig set din hjerne, - hvordan ved du så at den findes?” eller; “du kan ikke sanse tyngdekraften, hvordan kan du så vide at den ER der?”. Rigtigt! Men hjernen og tyngdekraften eksisterer kun, fordi de er under påvirkning af andre ting. Gud har engang været alene. Hvis hjernen og tyngekraften ikke fandtes, ville de ting, som var under påvirkning fra dem, se betydeligt anderledes ud end de gør. Jeg kan ikke bevise at jeg har en hjerne, men jeg kan udlede det. Andre mennesker har en hjerne (man kan se den hvis man skærer kraniet op), jeg er et menneske, ergo har jeg en hjerne. Hvis jeg slipper min kop, falder den til jorden. Hvorfor falder den til jorden? Fordi jorden trækker den til sig. Hvorfor drejer jorden om solen og ikke omvendt? Man kan ikke sanse tyngdekraften, men konsekvenserne af den. Hvis der ikke var tyngdekraft, ville alting se anderledes ud. Det interessante er her, at de religiøse bruger dette til at forsøge at udlede eksistensen af en skaber på tilsvarende måde; “noget kommer af noget, ergo kommer universet også af noget, nemlig gud. Derfor eksisterer gud, også selvom vi ikke kan se ham”. Her skal der ikke bruges for lang tid på endeløse modangreb og gendrivelser af noget allerede alment, men blot påpeges de religiøses selvmodsigelse om at gud ER noget og derfor selv må være kommet af noget, hvis deres egen universelle regel skal gælde om at noget kommer af noget, alt dette er behandlet i starten af denne artikel.

   Det var en lang og tør omgang som indledning til dette afsnits hovedproblemstilling: Du kan ikke eksistere alene. Hvis du eksisterer alene, uden påvirkning fra andre end dig selv, er du enten alting eller ingenting. Dette er en kompliceret tanke, - indrømmet. Den kræver tilvænning og er da også resultat af de menneskelige tankers udvikling helt frem til i dag. Personligt har jeg brugt de tilnærmelser som er nævnt i indledningen. Hvis noget eksisterer uden påvirkning fra noget andet, er det dermed upåvirket af alt andet end det selv. Ud fra den gængse definition på eksistens vil dette kun kunne lade sig gøre, hvis denne ting er ingenting (ingenting påvirker ingenting) eller alle ting, som overhovedet findes; hvis alle ting påvirker sig selv, eksisterer alle tingene dermed ud fra definitionen. Derfor er denne mulighed også godkendt.

   Gud var alene i starten, da han er evig. Hvis gud fandtes, samtidig med at han var det eneste, der fandtes, så var gud enten

·        Ingenting, eller

·        Alting

Det første tilfælde lader jeg stå uberørt, da dets konsekvens er indlysende. Ved det andet tilfælde bemærkes det, at hvis gud var alting, så er alt, hvad der er skabt af ham (~ universet) EN DEL af alting. Ergo er vi alle sammen en del af gud og har derfor de samme egenskaber som gud (uendelighed, almægtighed ...). Selvfølgelig en absurd tanke, som er åbenlyst forkert. I begge tilfælde eksisterer gud altså ikke.

Til slut et lille tankeeksperiment, som i virkeligheden ikke er direkte bevis for guds manglende eksistens, men snarere en lille leg eller forsøg man kan udføre:

Bed til gud. Selvfølgelig kan han høre dig, ellers var han jo ikke almægtig (han kan ikke høre dig ... osv. osv.). Bed ham om at han, inden der er gået en uge, giver dig et tegn på at han findes. Enten ved at vise sig for dig eller ved at lade dig opleve et mirakel. Når ugen er gået og han ikke har bekræftet sin eksistens overfor dig, er der tre muligheder;

1.      Gud findes ikke

2.      Gud kan ikke, eller

3.      Gud vil ikke give dig et sådant bevis

   Konsekvensen af de første to er åbenlys, så de overspringes. Hvis gud nægter at bevise overfor dig at han findes, så har han ingen interesse i at du skal tro på ham; sig til ham, når du kommer med din anmodning, at du tror på ham: Du tror at han findes, men du vil gerne vide det. Hvis han nægter at efterkomme dit ønske om et bevis for at han findes, så er han ikke interesseret i at du skal vide at han findes, men ønsker at fastholde dig i troen på at han findes. Hvis gud ønsker at fastholde mennesker i troen på at han findes, betyder det, at gud ønsker at forhindre mennesker i at kende sandheden. Sandheden er absolut; der er kun én sandhed og alt hvad der ikke er sandt er løgn. Hvis du lever efter noget, der ikke er sandt, så lever du efter en løgn, upåagtet at denne løgn bygger på noget der er sandt. Ergo ønsker gud (idet han aktivt vælger ikke at bevise sin eksistens overfor dig, når du beder ham om det) at lyve overfor dig. En gud som ønsker at fastholde mennesker i løgnen frem for at lade dem kende sandheden er en gud, som lyver overfor mennesker[1], og en sådan gud, som lyver, er slet ikke værdig til at blive tilbedt.

   En tro er jo ikke andet end en underkastelse til en opfattelse, der påstår at være sand. En underkastelse til noget, der påstår at være sandt uden at kunne bevise at det er sandt, er en underkastelse til en løgn, fordi sandheden er absolut og enerådende. Selv noget, der påstår at afspejle sandheden, er en løgn, for det er ikke sandheden. Et spejl, som ikke er i stand til at vise det, som det påstår, at det afspejler, er et spejl, der lyver. Og et spejl, der lyver, skal du ikke tro på, hvad enten spejlet hedder jødedom, kristendom eller islam. Uanset hvad, vil du opleve at konsekvenserne af dette eksperiment er at din tilbedelse af gud aldrig kan blive andet end en tro. Grunden til at det ikke fungerer som decideret bevis er, at de “religiøse” selvfølgelig får et bevis på at gud findes inden ugen er gået (“Nejjj se! En hund med en rød stribe, - det er et tegn fra gud på at han findes. Allerede dagen efter at jeg bad!!”). Det er klart, at overfor dem, for hvilke intet andet er muligt, vil gud naturligvis give alle de beviser de overhovedet kan tænke sig.  Tankeeksperimentet er derfor mest velegnet for åbensindede. Men dog skal det nævnes, at selv i tilfældet, hvor gud beviser sin eksistens overfor dig, medfører det komplikationer, - se konklusionen nedenfor. 

   Fra de religiøses, især de kristnes, side foreligger der et interessant angreb mod ovenstående tankeeksperiment, som går ud på, at gud netop ønsker at fastholde mennesker i troen på at han findes for at han kan vide, hvem der er værdige til at komme i himlen: Troen er en prøve for mennesker. Gud vil ikke bevise sin eksistens indenfor den pågældende uge, for så kan man ikke længere tro på ham. Og når man ikke længere tror at han findes, så kan man ikke længere belønnes for dén handling, at vælge at tro på ham, når alternativet er at lade være. Gud har udstyret mennesker med en fri vilje (hvilket ophæver hans almægtighed, - se ovenover) for at man skal vælge at tro på, at han findes og således bestå dén prøve, som han har givet dig samtidigt med din frie vilje.

   Men fejlen ved dette modangreb består i at gud nødvendigvis må have bevist sin eksistens overfor NOGLE mennesker i tidens løb, noget der i øvrigt underbygges af både bibelen og koranen. Hvis gud skaber universet og derefter trække sig tilbage og forholder sig passiv og lader mennesker gøre hvad de vil, så er ingen i stand til at tilbede ham ved at følge de retningslinier, han har givet. At vælge gud, vil jo sige at følge de retningslinier og formaninger, han har givet. Hvis han aldrig er kommet i kontakt med mennesker på nogen som helst måde, kan han ikke have givet mennesker vejledninger, som man kan vælge at følge (~ troen på gud) og blive belønnet, eller lade være. En gud, som ikke er i kontakt med mennesker, kan man ikke tilbede. Det eneste, man så kan, er at tro på, at der findes en gud. Og at gud skulle ønske at belønne denne tanke er absurd, da den fjerner selve grundlaget for at gud skabte universet, observér;

“Gud skaber universet for sjov (det kunne han jo lige så godt, når nu han var i stand til det) uden andet formål end at se, hvilke af menneskerne, der ender med dén tro, at der findes en uspecificeret gud, - ikke nødvendigvis ham selv. Derefter belønner han de mennesker, der havde denne tro, med himmerige. En belønning, som ingen vidste noget om, da han aldrig havde fortalt dem om den.”

GUD belønner mennesker for at have troet på én eller anden (uspecificeret) gud? Vi er nødt til at tage udgangspunkt i at gud havde et formål med at skabe universet, ellers ville gud have udført en meningsløs handling, og hvis guds handlinger er meningsløse, så er han selv meningsløs. Formålet med at han skabte mennesker, var at de skulle tro på ham og ikke på en tilfældig gud, andet ville fjerne formålet med at have skabt universet, som nævnt ovenfor.

   ERGO må gud være kommet i kontakt med nogle mennesker i tidens løb, som har præsenteret for de retningslinier og love, som man skal følge og overholde ved at tro på ham. Hvis gud på nogle tidspunkter i historien har bevist sin eksistens overfor nogle mennesker (~ profeter) og givet dem sine bestemmelser samtidig med at han nægter at efterkomme dit ønske om et bevis for det samme, så er gud uretfærdig; nogle, som han har vist sig for, kan ikke TRO på ham, da han jo har vist sig for dem, og har dermed en fordel, da de jo således er tættere på sandheden end de andre, samtidig med at alle andre overlades til valget om enten at tro eller ej. Dette ville være en uretfærdig gud, som man selvfølgelig sagtens kunne tro på, men ikke ville være værdig til det.

   Igen har jeg hørt det postulat fra de kristnes side, at det kun er de udvalgte, - dem som har gjort sig fortjent til det, som gud viser sig for; han viser sig ikke for dig indenfor den pågældende uge, fordi du ikke er værdig til et bevis for hans eksistens (fordi du ikke tror på ham). Du skal først tro på at noget findes, som du ikke véd findes. Derefter vil dette noget belønne dig for din tro med et bevis “Ja, - jeg findes”. Din belønning for at tro på noget, du ikke véd findes, er en viden om at det findes. Men idet gud giver dig beviset for at han findes, inden for de 7 dage, har han jo dermed fjernet din tro på at han findes, og hvis du ikke længere kan tro på at han findes, er dine muligheder for at blive belønnet med himmerige pga. din tro fjernet[2]. Det, som i grunden er tænkt som en belønning, bliver dermed en straf, hvilket naturligvis er selvmodsigende.

   Selve tankegangen med himmerige eller en belønning efter døden for at have troet på gud, er selvfølgelig også en nødvendig betingelse for guds hensigt med at skabe mennesket og give det en fri vilje. Hvis gud ingen belønning giver for at have valgt hans lære og troet på ham, stiller det igen spørgsmålstegn ved guds formål med at skabe universet, hvilket ligeledes er behandlet ovenfor.   

Læg derfor mærke til den ret så spidsfindige konklusion på dette tankeeksperiment, nemlig at UANSET HVAD gud gør indenfor en uge, - selv hvis han beviser overfor dig at han findes, er det et bevis på at han ikke findes, da det jo så vil fjerne hans formål med at skabe universet og gøre hans handlinger meningsløse. Dette er selvfølgelig lidt drille – agtigt formuleret, men ikke forkert af dén grund[3]. Men naturligvis vil gud ikke bevise for dig at han findes, for han findes jo som bekendt ikke.

. . .

 Som en slutbemærkning er det hensigtsmæssigt at nævne, at det sidste punktum i denne artikel på ingen måde skal forstås bogstaveligt; der findes mange beviser på at gud ikke eksisterer, som ikke er medtaget her, ellers ville artiklen simpelthen blive for omfattende. Men jeg føler, at jeg med dette udvalg har præsenteret et repræsentativt udvalg, som er så dækkende som muligt samtidig med at det er så omfattende at de fleste emner og komplikationer bliver berørt. Hvis du har eller finder på et andet bevis for guds manglende eksistens, er det ikke dårligere end de, der er præsenteret her. Jeg har måske ikke set træets modne frugter, fordi de hang bag visne blade. Men alligevel har jeg forsøgt at holde mig til de overordnede problemstillinger indenfor emnet, ikke forstået på den måde at jeg ringeagter andre beviser, men har medtaget dem, som jeg har kendskab til og som jeg mener er væsentlige. Problemstillinger som f.eks. “hvis der findes en gud, hvordan kan jeg så vide hvem der har ret, - jøder, kristne eller muslimer?” finder jeg mindst lige så medvirkende til dette emne, men har jeg valgt at overlade det til læseren at overveje dem, da jeg ikke føler at de er komplekse nok til at blive bearbejdet. Eksistensen af en gud er noget, mennesker har skabt som en forklaring på ting, fordi menneskers egen utilstrækkelighed afføder en opfindelse, som er umiddelbart og midlertidigt tilstrækkelig som en forklaring, men faktisk medfører flere problemer end løsninger. Hvis du har et bevis, som du mener mangler i denne artikel, så håber jeg at jeg med denne epilog har sørget for, at du ikke anser det for forbigået af dén grund.