Startside Indledning Beviser Bibelselvmodsigelser Koranselvmodsigelser Absurditeter i bibelen Absurditeter i koranen sataniske vers Prædestination? Litteratur L i n k s

 

De sataniske vers

 

Hvad er de sataniske vers?
Med benævnelsen "Sataniske vers" menes der vers enten i koranen eller udtalt af Muhammed, som efter sigende skal være inspireret af Satan og ikke Allah.

   Det er alment gældende indenfor Islam, at Satan er i stand til at indgive profeterne (deriblandt Muhammed) falske koranvers, som disse herefter anser for det rene guds ord, indtil Allah fortæller dem, at versene er forkerte og samtidigt retter dem ved en erstatning med andre vers, som afspejler den mening, der oprindeligt var tiltænkt i den pågældende sammenhæng i koranen.

At denne opfattelse er i overensstemmelse med generel muslimsk håndhævelse, bekræftes af koranen;

Men de som strever mot Vårt ord for å svekke det, de skal bli Ildens folk.
Vi har aldri sendt et sendebud eller en profet før din tid, uten at når han ønsket noe, så blandet Satan seg opp i hans ønske. Men så visker Gud ut Satans innblanding. Etter det fastlegger Gud sitt ord, Gud vet, og er vis,
(Sura 22,51-52)

Satans indblanding anerkendes altså fuldt ud af koranen1; Allah tilskrives påstanden om, at der aldrig har været nogen profet, som Satan ikke har forsøgt at lede på vildspor ved at "blande sig i hans ønske", men at Allah bagefter altid har slettet deres indblanding.

Ifølge koranen er det altså fuldt ud alment gældende, at profeter er i stand til at diktere forkerte, endsige løgnagtige vers, som gælder som det rene og klare Allahs ord, lige indtil det tidspunkt, hvor Allah fortæller profeten, at de ikke er fra ham, men fra Satan og skal erstattes af andre.

Dette er den generelle teori bag udtrykket "sataniske vers", men når der i bestemt form omtales "de sataniske vers" hentydes der oftest til en bestemt passage i koranen, nærmere Sura 53,19-20, som omtaler 3 før-islamiske gudinder, som blev dyrket af araberne inden Islams udbredelse;

Hva mener dere om al-Lat og al-Ussa,
og dertil den tredje gudinne, Manat?

I de følgende vers (21-22) opstår der uregelmæssigheder i koranen, som om disse vers er nogle, der er blevet indsat i stedet for de oprindelige:

Skal dere ha sønner, og Han døtre?
Det var en urettferdig fordeling! (21-22) ,

hvorefter koranen vender tilbage (vers 23) til at omtale versene 19-20 og fordømmer de 3 omtalte gudinder som blot værende navne, hvis påkaldelse ikke kan være en forbøn for Allah, som alene har givet dem autorisation;

Nei, de er bare navn, som dere og deres fedre har funnet på. Gud har ikke sendt noen autorisasjon for dem. De følger bare formodninger og det de selv ønsker, mens ledelsen faktisk er kommet til dem fra deres Herre. (23)

De vers, som sikkert oprindeligt har stået i stedet for de nuværende vers 21, 22 og 23, og som tilsyneladende enten har indeholdt bekræftelse af gudindernes udbredelse og/eller tilbedelse, er eksempler på det, som der oftest menes når udtrykket "de sataniske vers" bliver nævnt. Dette er i øvrigt et stærkt tabubelagt tema indenfor islam, som medførte hele scenariet omkring Salman Rushdies udgivelse af romanen "De sataniske vers" (1988).

Tre spørgsmål og dertil hørende problemstillinger opstår i forbindelse med eksistensen af de omtalte vers i koranen:

  1. Hvordan kan vi være sikre på, at hele koranen ikke er af Satan?

  2. Hvorfor er gudinderne overhovedet nævnt i koranen?

  3. Hvorfor blev Muhammed ikke stenet?

  1. Hvis det er en "lovlig" opfattelse inden for Islam, at Satan undertiden hvisker forkerte og løgnagtige vers i ørene på profeterne og at Allah vil ændre disse vers til nogle andre, der er bedre, hvordan kan vi så være sikre på, at koranen i sin nuværende udformning ikke indeholder flere vers af Satan, som endnu venter på at blive rettet af Allah? I ovennævnte citat (22,51-52) står der jo intet om hvornår Allah i givet fald vil rette eller erstatte de løgnagtige vers, men udelukkende at han vil gøre det (på ét eller andet, ikke nærmere bestemt tidspunkt). Dermed er Islam (som jo bygger på koranen) som religion, fordi den godkender Satans indflydelse på profeterne, i den utroværdige situation, at den er en sandhed indtil Allah har meddelt hvilke dele af den, der er forket. Ergo betyder koranens nuværende udformning ikke nødvendigvis, at den indeholder guds rene og klare ord, men derimod, at den kun gør det indtil videre, fordi Allah endnu ikke har meddelt, hvad han ønsker rettet/erstattet.
        Her vil det åbenlyse svar fra muslimernes side sikkert være "jamen koranen i dag har fået dens endelige udformning; de vers, som var indgivet af Satan, er blevet rettet i Muhammeds levetid. Desuden gælder det, at Allah retter vers fra Satan umiddelbart eller kort tid efter profeten har udtalt dem". Men dette argument strider mod det, der rent faktisk står i koranen. I det pågældende koranuddrag (22,52) står der INTET som helst sted nævnt et tidsangivelse; der står bare at Allah vil gøre det, men intet om hvornår. At de forsøger med denne uhensigtsmæssige fortolkning med "kort tid efter" har netop grundlag i denne uhensigtsmæssige situation for koranen med at den befinder sig i denne "indtil videre" baserede tilstand, som selvfølgelig er uholdbar for en bog, der andre steder hævder at være den eviggyldige sandhed, og som dermed bringer den i miskredit. I det hele taget er det problematisk for muslimer at bruge udtryk og betegnelser om koranen, der indeholder tidsvarighed, da Allah jo må antages ikke at være underlagt tiden og derfor ikke kan forventes at udføre sine handlinger indenfor en bestemt tidsperiode, men derimod som han selv bestemmer.
        Denne tankegang i Islam med at "foreløbigt er det rigtigt, indtil Allah eventuelt retter det" er sandsynligvis udsprunget fra Muhammeds eget ønske om at have en slags "sikkerhed" i forhold til koranvers, som han ikke nåede at gennemtænke ordentligt, inden han fremsagde dem, således at han med denne klausul fik mulighed for at "tilpasse" nogle ytringer (åbenbaringer) senerehen, som i mellemtiden havde vist sig at være problematiske. Vi må huske på, at Muhammed på ingen måde var en lærd mand, men derimod en ret almindelig overklassedreng fra Mekka, der kom i lære som købmand2. Muhammed havde derfor ikke det nødvendige, intellektuelle overblik til at forudsige, om eventuelle bestemmelser i form af åbenbaringer, ville komme i konflikt med senere retningslinier, efter at han havde fået problemstillingen ordentligt gennemtænkt på et senere tidspunkt. Derfor er det muligt, at denne noget særprægede og med en ufejlbarlig, standhaftig og eviggyldig sandhed svært forenelige tanke, nemlig at "det er guds ord, - indtil videre", har ophav i Muhammeds ønske om en "sikkerhed" for at kunne rette og tilpasse eventuelle senere konflikter, som også allerede nævnt.
       Koranens (~ Islams) godkendelse af disse guddommelige "rettelser" og "erstatninger" er altså i høj grad problematisk og stiller hele religionen i et tvivlsomt lys. At de bortfjernede vers skulle være indgivet af Satan, gør ikke tankegangen mere imødekommende for logik; hvis Muhammed (og andre profeter) virkelig var guds udvalgte talerør til menneskene, ville det mindste, man kunne forlange af dem, vel være, at de var i stand til at afgøre, om det var gud eller Satan, der talte til dem. Hvis Muhammed under en åbenbaring var ude af stand til at afgøre hvorvidt det var englen Gabriel eller Satan, der talte til ham, hvad gør så overhovedet denne mand værdig til at viderebringe guds ord til mennesket, når man jo tilsyneladende ikke kan være sikker på at det, han siger, er guds ord? Og hvorfor vælger gud overhovedet at benytte de pågældende profeter, når han åbenbart blankt erkender (22,51-52) at de kan være under lige så stor påvirkning af Satan som af ham selv? Alt i alt er tanken om "guddommelige rettelser" ikke forenelig med forsvaret for Islam som en eviggyldig og uforfalsket sandhed.         
     

  2.  At de tre hedenske gudinder overhovedet optræder, nævnt ved navn i koranen, er problematisk i sig selv; et skrift som koranen, der hævder at forfægte læren om en eneste almægtig gud, er vel næppe det rette sted for andre anskuelser, selvom de kun er nævnt på den måde, at deres tilbedelse forkastes. Sammenlign:
                    Hør her: Jeg er udmærket godt klar over, at du har en anden opfattelse end mig, men din opfattelse er
                    forkert. Det er min opfattelse, der er den rigtige, for min opfattelse er nemlig inspireret af gud, kan du ikke
                    forstå det? Så du skal lade være med at dyrke dine hedenske guder ved navn Peter, Søren og Lisbeth, for de
                    er kun afguder og deres tilbedelse fører intet med sig.
    Hører sådan noget overhovedet hjemme i et skrift, der påberåber sig status af at være helligt og inspireret af gud? Her kan det diskuteres, om et såkaldt "helligt" skrift overhovedet er det rette sted for angreb på et personligt plan endsige diverse polemikker og diskussioner i forsøget på at overbevise tvivlerne om at koranen er fra den eneste, sande gud: At der er tale om et angreb på et personligt plan fra Muhammeds side, er udover al tvivl, da det jo er Araberne, han henvender sig til i de pågældende vers. Araberne forsøgte en slags kombination med Islam, hvor de ville beholde deres tre gudinder og samtidigt dyrke Allah, som værende over dem alle. Araberne havde åbenbart forestillet sig en sammenknytning mellem Allah og gudinderne, således at disse kunne gå i forbøn for Allah, hvis deres navn blev påkaldt. Dette underbygges i øvrigt, hvis vi går et par vers længere frem i koranen, nærmere bestemt  vers 26:
                       
                       
    Hvor mange engler er det ikke i himlene hvis forbønn ikke hjelper? Med mindre Gud har gitt samtykke for den Han vil og
                        som finner Hans behag.

    Her understreges det, at selv ikke engle kan gå i forbøn for Allah (med kraftig hentydning til Arabernes kompromisforslag), med mindre Allah har godkendt dem. Dette vers er derfor også højst sandsynligt blevet tilpasset de ændringer af 21-23, som der blev foretaget senere. Hvis man læser de mellemliggende vers (24-25) ses det, at emnet ikke er fastholdt, men springende og uklart, undtagen netop dette vers, som vel må antages at føre tilbage til 21-223
    Muhammed har ved gentagne andre lejligheder vist sig kompromisløs overfor for tilsvarende forslag fra potentielle muslimer kort før deres omvendelse og har hver gang været hårdnakket nok til ikke at imødegå et eneste kompromisforslag hvad angår Allahs monopol som enehersker. Alle andre steder undtagen her tilsyneladende, hvor de vers, der oprindeligt havde stået i stedet for vers 19 og 20, åbenbart indeholdt en form for samtykke fra Muhammeds side i at anerkende de tre gudinder som befindende sig "på halvvejen" mellem mennesker og Allah. Åbenbart var Muhammed et kort øjeblik offer for en kort pause i sin standhaftighed, hvor han tænke at kunne vinde araberne hurtigere for Islam ved indgåelse af dette kompromis end ved hårdnakket missionering. Åbenbart er versene også fremkommet i en tid, hvor Muhammed var under pres af folkene i Mekka, som vel alvorligt tvivlede på hans sandfærdighed, so Muhammeds anerkendelse af gudinderne kan også ses i lyset af en nødløsning fra hans side, som et sidste forsøg på at redde sit navn og rygte, presset op mod muren af sine modstandere.
        Dette, at Muhammed også i dette tilfælde, ender med at vende tilbage til sin klassiske hårdhed, er alt sammen godt og udmærket. Men en ting, som springer i øjnene for den udenforstående og objektive læser, er: Hvad i alverden laver alt dette i koranen? Intriger, diskussioner og verbale angreb på et personligt plan er vel noget koranen bør se sig højt hævet over, hvis den vil anfægte sin stilling som den enestående, eviggyldige sandhed? Koranen, som jo fremhæves som retningsgivende kilde til evig lykke og frelse, må vel på ingen måde have lov at tilbyde plads til personlige stridigheder og endeløse diskussioner og kompromisforslag fra diverse, potentielle muslimer? At den gør det alligevel, bringer den i miskredit, som værende utroværdig og menneskeligt inspireret.
        Som muslim må man vel ønske sig et helligt skrift, som er højt hævet over alle andre anskuelser, hvori man ved opslag kan finde retningslinier og få styrket sin tro af det rene og klare guds ord med en opbyggende og styrkende kraft. Og hvad finder man i stedet? Et udsagn fra en vred Muhammed som svar på nogle vantros latterlige forslag om at anerkende andre guder (som oven i købet nævnes ved navn???) end Allah, - noget som burde være så indlysende og plat for enhver muslim, at eksistensen af diskussioner vedrørende disse barnagtige problemstillingers i det hellige skrift trækker den ned på et jordnært og fladt niveau, tilgængelig for den menneskelige kritik. At de pågældende passager (i koranens nuværende form) dog indeholder en tilbagevisning af enhver accept af gudindernes eksistens, gør på ingen måde ikke sagen bedre: Alene dét, at gudinderne rent faktisk forekommer i koranen, nævnt ved navn, er problematisk nok i sig selv, helt uden hensyntagen til eksistensen af sataniske vers eller ej.   
     

  3. Koranen bygger på de tidligere skrifter (testamenterne) og anser dem for guds ord. Her et eksempel;

           
    Han har åpenbart deg skriften med sannheten, som stadfester det som forelå før den. Han har åpenbart loven og evangeliet før (3;3)

    Og her et andet:


            Si: «Dere som har mottatt skriften, dere har intet å fare med før dere overholder loven og evangeliet, og det som er åpenbart dere    
            fra Herren!» Det som er åpenbart deg fra Herren, vil nok bare øke oppsetsighet og vantro hos mange, men fortvil ikke over det
            vantro folk! (5;68)

    Ergo er det ifølge koranen sandt, hvad der står i de tidligere skrifter, de to testamenter (se desuden 5;46 og 9;111). Som en følge heraf bør muslimer altså rette sig efter det, der står i det gamle testamente, da begge skrifterne altså er fra gud, hvilket jo er koranens egne ord. Derfor altså også adlyde det følgende vers fra det gamle testamente:

           
    Men den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre guders    
            navn, den profet skal dø!«   (5 Mos. 18;20) ,

    hvor der klart og tydeligt står, at profeter, der påstår at tale guds ord, men i virkeligheden taler for en afgud (som f.eks. Satan) skal dø. Men det er jo lige netop det, som er tilfældet her; Muhammed fremsagde vers, som ikke var fra gud, men fra Satan. Bagefter ændrede han sandsynligvis de pågældende vers og må blankt have indrømme, at de ikke var fra gud, men fra Satan. Spørgsmålet er nu; hvorfor blev Muhammed ikke dræbt af muslimerne, da han fremsagde de sataniske vers, som den falske profet han nu engang var? Hvis muslimerne ønskede at overholde guds ordre om at følge og rette sig efter de tidligere skrifter, burde de selvfølgelig også have fulgt retningslinierne fra 5. Mosebog og stenet Muhammed ihjel, eller en lignende af datidens henrettelsesmetoder. Her skal det nævnes, at der ikke nødvendigvis hentydes til den pågældende affære angående passagerne med gudinderne, men i lige så grad Muhammeds fremsigelse af versene 22;51-52 (se noten nedenfor). Ikke alene er det oplagt, at regne dette vers blandt de vers, hvor Muhammed under fremsigelsen var under indflydelse af Satan, hvilket burde have medført Muhammeds henrettelse jf. ovenfor, men desuden indrømmer Muhammed , at profeterne (deriblandt ham selv) er under indflydelse af Satan og fremfører hans synspunkter af og til, hvilket betyder, at Muhammed med andre ord tilkendegiver, at han af og til taler Satans ord, af hvilken grund han ligeledes burde være blevet henrettet jf. citatet fra 5. Mosebog. Alt i alt lader det til, at Muhammed er undsluppet heldigt fra alle sine fejltagelser og blasfemiske ytringer, som strider imod regelsæt og retningslinier, han tidligere har dikteret eller henført til. Alt i alt må det siges, at Muhammed må have haft en særlig indvirkning på Muslimerne på den tid, da deres skarpsindighed og evne til at overholde de påbud og regler, som de forpligtigede sig til at overholde ved afgivelse af trosbekendelsen, lod alt tilbage at ønske i forhold til muslimernes nutidige konsekvente indgriben overfor falske profeter og gudsbespottere, eksempelvis hele affæren med Salman Rushdie, hvor der blev grebet hurtigt og konsekvent ind. Åbenbart formåede Muhammed altså bedre at formulere sig ud af sine fejltagelser og tvivlsomme ytringer, så at de fik lov at passere ubemærket forbi datidens muslimers opmærksomhed.


 

Noter:

1. Dette vers er grunden i sig selv et satanisk vers; Muhammed påstår (måske for at dække over sine egne fejl på området?) at samtlige andre profeter før ham har været under indflydelse af Satan. Det står jo direkte "Vi har aldri sendt et sendebud eller en profet før din tid ... ". Med denne udtalelse kaster Muhammed et tvivlsomt skær over profeterne før ham, sandsynligvis for at dække over sin egen ufejlbarlighed. Muhammed havde absolut ingen hverken grund eller ret til at krænke de forudgående profeter på denne måde, tankegangen med at profeterne er under indflydelse af Satan må jo hovedsageligt tilskrives hans egen tankevirksomhed, da det er ham selv, der giver den udbredelse. Det er således for det gamle testamentes vedkommende en fjerntliggende tanke, at profeterne kunne finde på at viderebringe Satans ord under indtryk af at det var guds. Hvis dette ellers havde været en alment gældende opfattelse i de to andre skriftsamlinger, som jo er anerkendt af koranen (se problemstilling 3), ville man kunne finde understøttelse for den i disse tidligere skrifter. I disse skrifter er profeterne åbenbart bedre i stand til at skelne mellem gud og Satan end det er tilfældet med Muhammed. At Muhammed således krænker samtlige forudgående af de hellige profeter (Abraham, Moses, Elias osv.), gør ham skyldig i blasfemi (se f.eks. 3;84), hvilket (selvfølgelig) er strengt forbudt i Islam. Muhammed burde således ved fremsigelsen af verset være blevet pågrebet og straffet, hvilket han ikke blev, hvad der i øvrigt vidner om den til tider skødesløse opretholdelse af de ellers til tider ret håndfaste love og bestemmelser indenfor Islam.
    Her kunne man man jo så, igen, forsøge det forsvar for Muhammed, at disse pågældende vers (22;51-52) i sig selv er sataniske vers, altså vers, som Satan har fortalt Muhammed, og som burde være blevet rettet af gud eller bliver det på ét eller andet tidspunkt. Men så er vi jo lige pludselig tilbage ved udgangspunktet, for hvad laver de i så fald i koranen, der jo hævdes at være fra gud?
2.Politikens Religionsleksikon, s. 158
3. Læg i øvrigt også mærke til, at ordet "forbøn" bliver brugt på en måde, som antyder benyttelse af ordet i et foregående vers. Som om ordet optræder i dette vers som en konsekvens af at det har være nævnt i et foregående vers, lidt på samme måde som et ord bliver gentaget for at referere til en benyttelse af det tidligere. Sandsynligvis har man ved revideringen og fjernelsen af de oprindelige vers 21-23 og tilpasning af de efterfølgende vers ikke været opmærksom på, at det, som man ved redigeringen forkaster, er noget, som man samtidigt har valgt at fjerne fra koranen. Denne tankefejl i forbindelse med tekstrevidering vidner om at ophavsmændene til koranændringerne ikke har haft overblik eller erfaring, eller at ændringerne i hvert fald er blevet foretaget i hast, uden at være blevet tilstrækkeligt gennemtænkt, hvilket underbygger, at de bortcensurerede vers har været ømtålelige for læserne. Et lille eksempel til at illustrere problemstillingen:

    Hvad mener i om citronsmag og jordbærsmag?
    og den tredje aromavariant indenfor thesorter, mangosmag?

    Ja! Indtagelse af de tre typer kan bringe dig nærmere gud
    Og indtagelsen bør forgår dagligt ved den femte time.

    Desuden findes der andre næringsmidler,
    Som kan bringe dig tættere på gud
    Og hvis indtagelse er efter guds vilje.
    Gud ved, og er vis.

Sammenlign med  disse vers, som er ovenstående vers, udsat for tekstrevidering:

    Hvad mener i om citronsmag og jordbærsmag?
    og den tredje aromavariant indenfor thesorter, mangosmag?

    Skal i have sønner og han døtre?
    Det var en uretfærdig fordeling!

    Nej, det er løgn!
    Der findes absolut intet, hvis' indtagelse kan bringe dig tættere på gud
    med mindre han  ønsker det og godkender det.

Læg mærke til ordet "indtagelse" i den ændrede tekst; det hentyder til noget, som i mellemtiden er blevet fjernet (se strofe 2 i den uændrede). En sådan sproglig fejl vidner om en ikke nøjere gennemtænkt tekstrevidering. Det giver naturligvis ikke mening at hentyde til og fordømme noget, som man har fjernet, således at hentydningen falder udenfor sammenhæng. Brugen af ordet "forbøn" i (53;23) er ligeledes et eksempel på dette. Sammenlign med den pågældende passage i koranen:

     Hva mener dere om al-Lat og al-Ussa,
     og dertil den tredje gudinne, Manat?

     Skal dere ha sønner, og Han døtre?
     Det var en urettferdig fordeling! (21-22) ,

                . . .

                Hvor mange engler er det ikke i himlene hvis forbønn ikke hjelper? Med mindre Gud har gitt samtykke for den Han vil og
                som finner Hans behag.
 

 

Startside Indledning Beviser Bibelselvmodsigelser Koranselvmodsigelser Absurditeter i bibelen Absurditeter i koranen sataniske vers Prædestination? Litteratur L i n k s